Gem opslag i din private Instagram mappe

Et nyt “bogmærke”-ikon har fundet vej under opslag i dit feed.

Med det nye bogmærke ikon kan du nu gemme opslag i en privat mappe. Det er en praktisk funktion, som mange sikkert bliver glad for, uanset om man gemmer opslag med boliginspiration, madopskrifter, flotte udsigter, inspiration til en kommende ferie, eller noget helt andet.

Jeg er ikke i tvivl om, at en af grundene til, at Instagram kommer med funktionen er, at vi snart får Instagram Shopping at se. Med den nye bogmærkefunktion, bliver det nemlig muligt at gemme varer, man først ønsker at handle senere.

Men man kan naturligvis bruge bogmærkefunktionen som man vil.

 

Hvordan gemmer man?
Tryk på bogmærket yderst til højre under billedet på det opslag, du vil gemme. Bogmærket er hvidt, men markeres med sort, når opslaget er gemt i din private mappe.

Sådan finder du din private mappe med gemte opslag
Gå til forsiden af din profil, og tryk på bogmærke ikonet. Så får du en oversigt over opslag, du har gemt, og kan klikke dig videre til opslaget.

Ønsker du at “slette” gemte opslag, trykker du bare på bogmærket under opslaget, så det ikke længere er markeret med sort.

Om den “Sociale Medie Nørd” fra @rute4700.
På @rute4700 er jeg på “slap line”, men ellers hjælper og rådgiver jeg virksomheder om at drive forretning på de Sociale Medier – især Instagram og Facebook. Du er velkommen til at kontakte mig helt uforpligtende, hvis du har spørgsmål, eller brug for min hjælp til Sociale Medier eller billeder i din virksomhed. Du kan kontakte mig på Instagram eller Facebook.